Jesus som 12-årig i templet

Hvert år ved påskehøjtiden drog Jesu forældre op til Jerusalem. Da han var blevet tolv år gammel, gik de derop, som det var skik ved højtiden. Og da de havde tilendebragt højtidsdagene og var på hjemvejen, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre lagde mærke til det. Da de mente, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt deres slægtninge og bekendte. Men da de ikke fandt ham, blev de ængstelige og vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham. Og det skete efter tre dages forløb, da fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar. Da de så ham, blev de slået af forundring; og hans moder sagde til ham: »Barn! hvorfor gjorde du således mod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte.« Da sagde han til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?« Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til dem. Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. Og hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. (Luk. 2,41-52)

På templets tid var der tre årlige valfartsfester hvor det var pligt at rejse til Jerusalem. Det var henholdsvis påskefesten, ugefesten, som kristne fejrer som pinse, og løvhyttefesten til minde om ørkenvandringen. Det var til en sådan valfartsfest Jesu forældre drog op til Jerusalem, da Jesus var tolv år gammel. Kunne det tænkes, at Jesus skulle ”stå bar mitzvah” ved den anledning? Det ved vi ikke, men det er vel tænkeligt, idet han da var tolv år gammel.

Så vidt jeg har forstået, var det almindeligt at drenge var sammen med deres mor og kvinderne på turen til Jerusalem, og på tilbageturen var sammen med faderen og mændene. Antagelig har Maria haft mindre børn at tage sig af, og hun har nok tænkt at Jesus var sammen med Josef og de andre mænd på hjemturen, mens Josef nok har været optaget i samtale med de andre mænd i følget. Derfor har de begge tænkt at den tolvårige Jesus var med i følget blandt slægtninge og bekendte. Måske har de skullet spise et måltid undervejs, og da er de blevet opmærksomme på at Jesus ikke var med i følget. Da er de blevet forskrækkede, særligt er Maria sikkert blevet forskrækket. Så de måtte tilbage til Jerusalem, og der ledte de efter ham i tre dage. Vi kan forestille os hvilken ængstelse Maria og Josef har haft i disse tre dage.

Efter disse tre dage finder de ham endelig i helligdommen. Vi kan forestille os ham siddende mellem ældre langskæggede skriftkloge med slangekrøller og bedesjaler, lyttende til deres udlægninger og tolkninger af skriften og spørgende dem, og de undres og forbavses over hans forstand og hans svar. Her står en tolvårs dreng, som er ”Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os” han, som er ”det sande lys, som oplyser ethvert menneske” og som er ”Guds herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede”. Det er ikke underligt at ”alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar.”

Vi ved ikke hvad de lærde og skriftkloge i helligdommen har talt om og hvad Jesus har lyttet til, men det har utvivlsomt været et eller flere afsnit fra Skriften. Måske et afsnit fra Esajas? Kunne det tænkes at det var fra kap 11: ”Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod; og Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, Herrens kundskabs og frygts Ånd. Hans hu står til Herrens frygt; han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørene hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme. Voldsmanden slår han med mundens ris, gudløse dræber han med læbernes ånde. Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte.” Eller fra kap. 9: ”Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed gør det.” Eller fra kap. 53: ”Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser.” Vi ved ikke hvad de i helligdommen har talt om, men Skriften vidner jo dybest set om Messias, han som retfærdiggør de mange og bar deres overtrædelser.

Tyve år senere, da drengen er blevet en voksen mand, står måske nogle af de samme skriftkloge som drengen talte med i helligdommen, og ser en tortureret mand blive ført til Golgata for at blive korsfæstet. Han bærer sit kors indtil han segner under vægten, og folkemængden råber ”korsfæst, korsfæst.” Da opfyldes det, som drengen muligvis talte med de skriftkloge om i helligdommen tyve år tidligere: han bar deres overtrædelser, og han retfærdiggør enhver som kommer til tro på ham.

Vi kan alle i vores vandel være retfærdige efter den almindelige menneskelige forståelse, betale vores skat osv., men vi har ikke magt og myndighed til at retfærdiggøre nogen anden. Der er kun én, som kan retfærdiggøre os over for Gud, det er ham, der som tolvårig i helligdommen talte med lærere og skriftkloge, ham, der tyve år senere korsfæstedes på Golgatas høj under hån og spot.

”Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået – for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus. (Rom. 3,21-26)

Kristus-tro – bogstav-tro

At være kommet til tro på Jesus er en stor nåde. Der er mange mennesker, som siger, at de tror på Gud, og de siger gerne, at der er mere mellem himmel og jord end vi umiddelbart kan se og erkende, der er mere end vi kan veje og måle. Men derfra og så til at tro på Jesus, er der altså et spring. At tro på Jesus, må gives ovenfra, der må en kaldelse til. Og Jesus selv siger at: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Man kan altså tro på Gud, uden at have del i frelsen ved Kristus. Vi taler undertiden om en frelsende tro – der kan altså være en ikke-frelsende tro. En ikke-frelsende Guds-tro. Det lyder jo alvorligt. Jøderne troede nok på Gud, og mange var ivrige i deres tro, men de afviste Jesus. De ligefrem advarede imod Jesus, og de udelukkede enhver fra synagogen, der bekendte ham, og at være udelukket fra synagogen inkluderede en udelukkkelse fra hele det sociale liv i datidens samfund. Det var næsten som at blive spedalsk, hvis man bekendte troen på Jesus. Vi husker hvor bange Peter var for at blive genkendt som en Jesu discipel i ypperstepræstens gård, så bange at han bandede på, at han ikke kendte ham. Han fornægtede ikke Gud, men han fornægtede hans søn, skønt han havde hørt Jesus sige, at ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Men i Jesu navn er der frelse, i troen på ham har vi adgang til Faderen. Vi ikke bare tror at Gud er til, men vi har adgang til Faderen. Og der står nogle forunderlige ting om dem, der tror på Jesus. Lad os fx læse Rom 12,3ff:

”Thi i kraft af den nåde, som er mig givet, siger jeg til hver eneste iblandt jer, at han ikke må have højere tanker om sig selv, end han bør have, men han skal tænke besindigt alt efter det mål af tro, som Gud har tildelt enhver. Thi ligesom vi har mange lemmer på ét legeme, men lemmerne ikke alle har samme hverv, således udgør vi mange ét legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer.”

Tænk, der står at vi udgør ét legeme i Kristus og 1. Kor 12,12ff:

”Thi ligesom legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er ét legeme, således er det også med Kristus. Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Ånd. Legemet består jo heller ikke af ét lem, men af mange. Selv om foden ville sige: »Da jeg ikke er hånd, hører jeg ikke med til legemet,« hører den alligevel med til legemet. Og selv om øret ville sige: »Da jeg ikke er øje, hører jeg ikke med til legemet,« så hører det alligevel med til legemet. Hvis hele legemet var øje, hvad blev der så af hørelsen? Hvis det hele var hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville. Men hvis de alle var ét lem, hvad blev der så af legemet. Nu er der mange lemmer og dog kun ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: »Dig har jeg ikke brug for,« ej heller hovedet til fødderne: »Jer har jeg ikke brug for.« Nej, tværtimod, de lemmer på legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige, og de, som synes os mindre ærefulde på legemet, dem klæder vi med des mere ære; og de lemmer, vi blues ved, omgives med des større blufærdighed; de derimod, som ikke blues ved, har ikke brug derfor. Men Gud har sammenføjet legemet således, at han lod det ringe få des mere ære, for at der ikke skulle være splid i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hverandre. Når ét lem lider, lider alle lemmerne med; når ét lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med. Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer.”

Tænk, Paulus siger, at troende her er sammen med de troende ud over jorden, og sammen udgør vi Kristi legeme.

Når Herren virkeliggør det kristne fællesskab og gør det til Kristi legeme, da bliver det en organisme. Da bliver menighedsfællesskabet en levende organisme. Og vi ved, at i naturen lever alt liv af liv. Vi lever af dyr og planter, og de er jo levende. Vi kan ikke leve af uorganisk mad, det kan kun planter, der er ikke næring for os i det. Derfor lever vi af fauna og flora – dyr og planter, det som har liv i sig. Vi kan ikke leve af døde sten og jern, men kun af dyr og planter. På samme måde lever menigheden – Kristi legeme – af det levende ord. Derfor siger Jesus:

”Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.« Da kom jøderne i strid indbyrdes og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?« Jesus sagde da til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.”

Menigheden – Kristi legeme – lever af og ved Ordet som han talte, og som vi har levende iblandt os, og den lever af nadveren. Vi ved, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Ordet blev levende, og dermed blev det til liv. Ved at spise det levende Ord får vi selv liv i os, det evige liv, og forbliver en levende organisme. Og som vi i det naturlige spiser hver dag, sådan lever vi også ved dagligt så at sige at spise af Ordet.

Men der er en fare for legemet som organisme, det er, at det fra at være en organisme så stille og næsten umærkeligt forvandler sig til en organisation. Det kan ske når alt bliver vanemæssigt, når menigheden gør alt af vane. Så stivner det levende, så bliver Kristi legeme stift og gigtplaget. Det vanemæssige bliver nærmest en lov, ja, så ligger loviskheden snublende nær. Men det kan også ske når kloge mennesker får den tanke, at alt skal gå skriftmæssigt for sig. Når menigheden skal ordnes efter bibelsk mønster. Så skal alt ordnes skriftmæssig efter kapitel og vers. Så tappes livet langsom ud af legemet, og loviskheden erstatter det åndelige liv. Bogstav og såkaldt bibeltro læsning erstatter det åndelige liv. Så er alt så korrekt efter skriftens ord, når det er Bibeltro, men så er faren overhængende. Faren for at alt bliver lovisk er overhængende når man mener at menigheden er bibeltro. Ja, selv djævelen var, hvad man kan kalde ”bibeltro”, da han fristede Jesus i ørkenen. Han citerede Ordet, men han var alligevel djævel. At tro ordet og at tro ordet er to forskellige ting. Ordet kan levendegøre og ordet kan døde. Når Helligånden levendegør Ordet for os, da bliver det til sandt liv, men når den menneskelige klogskab skal ordne alt efter Bibelsk mønster, da døder det snarere end skaber liv. Ordet i sig selv skaber ikke noget, det er kun når Helligånden levendegør Ordet, at det bliver til liv. Som Gud blæste ånd ind i mennesket, der var formet af ler, på samme måde må Gud ved Helligånden indblæse liv i Ordet for, at det bliver til liv for os og bliver til liv for menigheden. Bogstaven i sig selv er som det livløse ler. Det er først når livsånden indblæses i Ordet at det bliver til liv. Paulus siger i Korinterbrevet at: ”bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.” Tænk at være så bogstavtro at Ordet slår ihjel – en markant modsætning til Helligåndens levendegørende virkning. Denne levendegørende virkning kan aldrig noget menneske sætte ind i system og regler. Den lader sig ikke fastholde af vedtægter og paragraffer. Jeg tror desværre mange menigheder og frikirker har sådanne regler og paragraffer, for det sker gerne når fællesskaber har bestået en årrække, måske omkring en generations tid. Så ganske langsomt og umærkeligt kommer de menneskelige og kloge tanker og gør sig gældende, og det kan være vanskeligt at stå imod, for alt er så fornuftigt og i overensstemmelse med Ordet. Der må en åndelig årvågenhed til – og en vis skrøbelighed. For det er i skrøbelighed at Herren åbenbarer sig. De kloge og vakse klarer sig med den bibeltro og bogstavtro forståelse, og Herren lader ofte dem komme til blandt de kristne, men det fører ikke til liv, det fører til en langsom udslukkelse af ånden. Jeg har set det med egne øjne. Må Herren bevare os levende ved sit levende Ord.

.

”Natten lider, dagen er nær.”

Det er 1. søndag i advent og de tekster, der ifølge tekstrækken for i år skal læses i kirken denne dag, er flg.:

Rom 13,11-14: Og det skal I gøre, fordi I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne; thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende. Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben; lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed, ikke i kiv og misundelse; men ifør jer Herren Jesus Kristus, og plej ikke kødet, så begæringer vækkes.

Matt 21,1-9: Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage på Oliebjerget, så sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig; løs dem og før dem til mig! Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks lade jer få dem.« Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: ›Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl.‹ « Så gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem; de hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Og der var en meget stor folkeskare, som bredte deres kapper på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, både de, der gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte og sagde: »Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Denne tekst fra Mattæus evangeliet synes vi vel hører til på den dag vi kalder Palmesøndag lige før Påske, men det er altså teksten til i dag 1. søndag i advent. Ordet ”advent” har vi fra det latinske ”Adventus Domini” og det betyder ”Herren kommer”. Vi fejrer Herrens første komme dvs. julen, den 24. dec., skønt det næppe var den dag på året Jesus blev født. Men det har nu været traditionen gennem århundreder, og skønt julens fejring er bestemt af rent menneskelige forhold, giver det dog anledning til mange mindes Frelseren i julen – de kommer i kirke, og de synger de gamle salmer i hvert fald denne ene gang om året.

I det lille tekstafsnit fra Romerbrevet læste vi bl.a.: ”Natten lider, dagen er nær.” I dette udtryk ligger en forventning og en længsel skjult. En længsel efter noget, som ikke er nærmere defineret eller omtalt med menneskelige begreber. Jøderne havde også en forventning – en forventning om Messias. De havde en forventning om, at når Messias kom, ville han fordrive romerne, og han ville genoprette Davidsriget. Davidsriget, med dets storhed, dets rigdom og pragt. Han skulle være konge og præst på en og samme gang. Derfor hyldede og priste de ham idet de råbte: »Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Når de lagde deres kapper på vejen foran ham, var det et symbol og en tilkendegivelse af, at de ville ydmyge sig under ham, og palmegrenene var et symbol på hvad vi i dag ville kalde nationalisme, en kærlighed til det land, som var givet dem af Gud. Men vi ved, at ”han kom til sit eget og hans egne tog ikke imod ham.” Han levede ikke op til deres forventning, for han svarede ikke til deres forventning. Deres forventning var helt i overensstemmelse med deres menneskelige fornuftige tanker. Men ingen tanker, der er menneskelige og fornuftige, kan gribe det guddommelige. Gudsriget kan ikke begribes og fattes af vore menneskelige og fornuftige tanker, for det, som vi af naturen forstår som menneskeligt og fornuftigt, er af den faldne verden. Vi forstår det ikke efter vor faldne natur. Troen er så at sige det univers hvori vi kan gribe det, og troen er det univers hvori Paulus siger: ”Natten lider, dagen er nær.”

Vi læste fra Mattæus 21 om indtoget i Jerusalem, men i kapitlet forud havde Jesus for tredje gang forudsagt sin lidelse. Det havde folkeskaren ikke hørt, for Jesus havde taget de tolv til side, da han kundgjorde dem det. Havde folkeskaren hørt det, havde de ikke forstået det – vel i endnu mindre grad end disciplene. Og hvis de havde forstået det, havde de næppe hyldet ham med ordene ”Hosianna, Davids søn!” for det var jordisk kongemagt og herlighed folket håbede på og forventede. Det var en jordisk triumfator de forventede, og med hyldesten troede de vel, at de var med til at berede hans magtovertagelse. De kendte naturligvis patriarken Jakobs profeti over Juda: ”Juda, dig skal dine brødre prise, din hånd skal gribe dine fjender i nakken, din faders sønner skal bøje sig for dig. En løveunge er Juda. Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham! Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører kommer, ham skal folkene lyde. Han binder sit æsel ved vinstokken, ved ranken asenindens fole, tvætter i vin sin kjortel, sin kappe i drueblod, med øjnene dunkle af vin og tænderne hvide af mælk!”, ja hvordan skulle folket, i lyset af denne profeti, kunne forvente andet, end at han skulle gribe romerne i nakken, og kaste dem ud af landet?

Men det var i et åndeligt rige Herren skulle herske, det er der, han er præst og konge, det er over adamsfaldet, døden og dødsriget han har sejret. Den retfærdige og gudfrygtige Simeon ventede Israels trøst. Ham var det givet at tage imod Jesus i templet. Han sagde: »Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel.« og det er ved Jesu magt at døden og dødsriget bliver kastet i ildsøen. I denne faldne verden hvor vi nu lever, var han sagtmodig og ydmyg af hjertet, så han endog ”blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes, han oplod ikke sin mund.” At forene Jakobs profeti med Esajas profeti var ikke muligt for jøderne, for de tænkte som naturlige mennesker, men med troens opladte øjne og hjerte har vi, af bare nåde, fået lov at tage imod budskabet om, at det er et åndeligt rige, Herren har beredt os. Grundtvig skriver i salmen: ”Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige!” og i næste linje: ”skaber og danner et kongeligt folk sig tillige”. Og det sker når vi ”aflægger mørkets gerninger og ifører os lysets våben; når vi vandrer sømmeligt som ved dag” – det er dannelsen af det kongelige folk, det folk, som fx. ikke giver igen med samme mønt, det folk, som kan være stille, når det bliver modsagt. Det er kongeligt at være tilfreds med de vilkår livet byder os – eller endog, foruden at være tilfreds også er taknemmelig. For ”natten lider, dagen er nær.”

Paulus formaner os til at iføre os Herren Jesus, det er det, der andet steds kaldes Kristi dyder, eller Åndens frugt: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Det er hvad Herren selv sammenfatter i de to ord, han siger om sig selv: ydmyg og sagtmodig af hjertet.

”Natten lider, dagen er nær.” Ja, det tror jeg virkelig – dagen er nær. Jeg synes flere tegn i tiden peger på at dagen er nær. Dagen for advent – Herrens komme – er nær.

»I begyndelsen har du, o Herre, lagt jordens grundvold fast, og himlene er dine hænders værk. De skal forgå, men du består; alle skal de ældes som en klædning, og som en kappe skal du rulle dem sammen, som en klædning skal de skiftes; men du er den samme, og dine år får aldrig ende.«

Hovedhjørnestenen

Apostelen Peter var den af disciplene, der trådte frem for folket som hovedvidne om Kristus og som var den ledende for den tidligste kristne menighed. Men kirkehistorisk har Paulus nok haft større betydning i kraft af de mange breve som vi har fra hans hånd i Bibelen.

I Peters førte brev læser vi bl.a.:

Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i skriften: »Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme.« Denne ære tilkommer altså jer, som tror; men for de vantro er den sten, som bygningsmændene vragede, blevet en hovedhjørnesten og en anstødssten og en klippe til fald; i deres ulydighed mod ordet tager de anstød, og dertil var de også bestemt. (1. Peter 2,4-8)

Kristus er hovedhjørnestenen i det åndelige tempel, det tempel, der bygges af levende stene. Hovedhjørnestenen, er den sten hvorefter hele bygningen bygges i “lod og vage”. Alt udmåles og rettes ind efter hovedhjørnestenen. Vi må derfor vide hvordan denne hovedhjørnesten er, ja vi må til stadighed rette vort blik hen på den og lade os tilrette efter dens mål og retning.

Det sker når vi er stille og lyttende over for Ordet. Og vi kan vel sige, at der er steder i Ordet, som i særlig grad angiver mål og retning af hovedhjørnestenen. F.eks. den såkaldte Bjergprædiken i Matt. kapitlerne 5-7, og det såkaldte kærlighedskapitel, 1. Kor. 13. Disse steder i Ordet – ja over alt i Ordet – må vi nok stadig rette vort blik på, for det viser os hovedhjørnestenens “lod og vage”. De viser os Jesu eget eksempel, ham som er Guds herligheds afglans, og hans væsens udtrykte billede (Hebr. 1,3).

At “denne ære, tilkommer os som tror” er en nåde-ære, ikke en ære, vi har fra os selv, men en ære, som gives os af Faderen. For de vantro er det åndelige tempels hovedhjørnesten en antødssten og en klippe til fald. Det viste de vantroende ved at korsfæste herlighedens Herre, men for troende er det til større og større ligedannelse med Ham, ja det er til en evig frelse. Og så opfyldes det, som står i det 1. kapitel at: “ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: »I skal være hellige; thi jeg er hellig.«

Herrens miskundhed

Salme 136

Halleluja! Tak Herren, thi han er god; thi hans miskundhed varer evindelig! 
Tak gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!
Tak herrernes Herre; thi hans miskundhed varer evindelig!
Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som skabte himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!
Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!
Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans miskundhed varer evindelig!
Og førte Israel ud derfra; thi hans miskundhed varer evindelig!
Med stærk hånd og udstrakt arm; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som kløved Det røde Hav; thi hans miskundhed varer evindelig!
Og førte Israel midt igennem det; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som drev Farao og hans hær i Det røde Hav thi hans miskundhed varer evindelig!
Som førte sit folk i ørkenen; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som fældede store konger; thi hans miskundhed varer evindelig!
Og vog så vældige konger; thi hans miskundhed varer evindelig!
Amoriternes konge Sihon, thi hans miskundhed varer evindelig!
Og Basans konge Og thi hans miskundhed varer evindelig!
Og gav deres land i Eje; thi hans miskundhed varer evindelig!
I eje til hans tjener Israel; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som kom os i hu i vor ringhed; thi hans miskundhed varer evindelig!
Og friede os fra vore fjender; thi hans miskundhed varer evindelig!
Som giver alt kød føde; thi hans miskundhed varer evindelig!
Tak himlenes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!

Denne Salme har været regnet med til det, som kaldes “Det store Hallel” – salmer, der synges i forbindelse med slagtningen af påskelammet og ved det jødiske påskemåltid. I denne salme mindes vi om Herrens almagt over skabningen og hans gerninger for det udvalgte folk. Og nærmest som et omkvæd gentages efter hver påmindelse: “thi hans miskundhed varer evindelig!”

“Også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus” (1. Kor. 5,7) og vi kan derfor holde højtid og i vort hjerte synge med på denne salme. Ved troen på Kristus bliver miskundheden også os til del. Ordet “miskundhed” betyder egentlig at mis-kende, eller ikke-at-vide-af. Ved troen på Kristus er vor synd og skyld sonet, så Herren ikke kendes ved den mere. Den er så langt væk fra os, som østen er fra vesten. Da er vi fri – virkelig fri! For det tungeste i livet er syndeskyld.

Thi hans miskundhed varer evindelig!

“Vogt mine lam”

Efter Jesu opstandelse åbenbarede Herren sig for syv af disciplene ved Tiberias-søen, som er et andet navn for Genesaret-sø. Peter var oprindeligt fisker på denne sø, men blev kaldet af Jesus til efterfølgelse. Efter Påsken ville han tage ud at fiske igen, og flere af disciplene ville med – de ville, på eget initiativ, gå tilbage til deres tidligere erhverv. Men de fangede ikke noget, for deres kald var egentlig et andet. Først efter at de på Herrens bud drog ud, fyldtes fiskenettet.

Efter at de har spist, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere, end de andre gør?” Dette bekræfter Peter, og Jesus siger til ham: “Vogt mine lam!” Med lidt variation gentager dette sig yderligere to gange. (Joh. ev. 21)

Peter havde fornægtet Jesus i ypperstepræstens gård, og han havde bandet på, at han ikke kendte Jesus. Og dog bekræftede han, at han elskede Jesus mere end de andre gjorde. Det var den Peter, der havde bekendt Jesus som ‘Kristus, den levende Guds Søn’ og som havde været med på bjerget, hvor Jesus forklaredes.

Men det var Herren, der gjorde ham til den klippe hvorpå han ville bygge kirken (menigheden) og som dødsrigets porte ingen magt ville få over. Peters gerning får vi et lille indtryk af, når vi læser de breve han skrev til de af Herrens udvalgte, der boede som udlændinge i adspredelsen. Disse breve kan vi jo læse som var de adresserede til os, vi, der også nu er adspredte på grund af corona-virus, men ved Guds store barmhjertighed er genfødt til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Peter havde set Herren, ja, vandret sammen med ham gennem ca. tre år, men vi, som nu lever, elsker ham uden at have set ham; vi tror ham uden nu at se ham, og over ham skal vi fryde os med en usigelig og forherliget glæde, sammen med Peter, idet vi når troens endemål, vore sjæles frelse.

Påskemorgen

Kristus er opstanden!

Søndag morgengry kom Maria Magdalene og den anden Maria ud for at se til graven, sådan som mange besøger et gravsted dagen efter at en slægtning eller en nær ven er begravet. Og også vagtmandskabet var der, de skulle sikre at Jesu legeme ikke blev fjernet af hans disciple. De vidste, at Jesus forud havde sagt, at han ville opstå efter tre dage, og skønt de ikke troede på det, ville de sikre sig mod at disciplene fjernede legemet fra graven. Der har været ganske tyst ved graven denne tidlige morgenstund den første dag i ugen, lige indtil der pludselig kom et stort jordskælv, idet en Herrens engel steg ned fra Himmelen. Englen var at se til som lynild, og hans klædning var hvid som sne. Jeg har aldrig set en person, der så ud som lynild. Ikke underligt at vagtmandskabet “skælvede af frygt for ham og blev som døde”. Til kvinderne, som så det samme syn, sagde englen imidlertid “Frygt ikke…”

Vi kan sige, at der var to kategorier af vidner til jordskælvet og til synet af englen – der var dels vagtmandskabet og dels kvinderne. Vagtmandskabet skælvede af frygt og blev som døde, og det var kun kvinderne, der fik budskabet: “Frygt ikke…” Begge disse kategorier gik bort fra graven, vagtmandskabet gik ind i byen til den løgn og det bedrag, som ypperstepræsterne og de ældste aftalte med dem, og som de fik penge for, kvinderne gik på Herrens bud til Galilæa med “frygt og stor glæde” for at møde disciplene. På vejen til Galilæa mødte Jesus kvinderne og sagde: “Vær hilset!” og han gentog ordene: “Frygt ikke!”

I Galilæa mødte Jesus disciplene. Da sagde han til dem: “Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.” Ved begyndelsen af Herrens gerning, ved fristelsen i ørkenen, sagde djævelen til ham: “Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig” og vi ved jo, at “hele verden er i den ondes vold”, så på en måde havde djævelen noget at “tilbyde”. Men da Herren mødte disciplene i Galilæa, havde han ved sin gerning og med sit blod vundet sejr over djævel og ondskab, derfor var og er al magt i Himmelen og på jorden nu hans. De sidste ord til disciplene i Galilæa er: “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Disse ord tager vi også til os, for han er også med os alle dage!

Ja, Han er sandelig opstanden!

Amen!

Palme-søndag

Det er i dag Palme-søndag, og i dag læses sikkert mange steder teksten fra Matt. 21,1-11 om indtoget i Jerusalem – den store Konges by (Salm 48,3). Skarerne hyldede Jesus, “for at det, skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten” (vers 4).

I det efterfølgende vers (vers 12) står der: “Derefter gik Jesus ind i helligdommen og jog alle dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke.” Evangelisten beretter det, som om det skete på samme dag, umiddelbart efter indtoget i byen. Der må have lydt en blafren af vinger, en kurren af duer, en brægen af får og lam og en klirren af mønter da Jesus rensede helligdommen for al handel og købmandskab. Helligdommen skulle være et bedehus, men de havde gjort den til en røverkule, et tomt ydre og formelt religiøst samlingssted. Derfor siger Jesus også, da disciplene beundrende pegede på helligdommens bygninger: “Ser I ikke alt dette?” (Matt.24,2). De så næppe den ydre tomme skal af religiøsitet. Videre sagde Han: “Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.” Dette skete konkret i år 70, men åndeligt sker det til stadighed, når rensede kristne fremdeles lader sig rense. Når al selvgjort religiøsitet nedbrydes.

I Johs. 15 siger Jesus til disciplene: “Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.  I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Dette er talt til disciplene, og hver den som tror på Ham, må tage det til sig, som talt til ham. Den, som er ren, renser Han. Den rene renser Han. Det er ikke en renselse én gang for alle, men en vedvarende renselse, og at Han fortsættende renser og lutrer os, er et udslag af Hans barmhjertighed og udholdenhed med os. Han renser sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger (Titus 2,14).

Påsken, som vi nærmer os, kaldes også “den usyrede brøds fest”. Da renser ortodokse jøder hylder, skabe og skuffer for alt brød bagt med surdej og gær. Paulus bruger dette som et forbillede for de kristne, idet han formaner korinterne med ordene: “Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede” (1. Kor. 5,7). De usyrede kristne skulle rense surdejen ud, og surdejen er her et synonym for gamle Adam.

Har vi ikke alle oplevet, at Herren minder os om noget, vi burde gøre anderledes, eller ord vi ikke skulle have sagt? Det er i sådanne situationer at vingårdsmanden nænsomt renser grenen, som allerede bærer frugt, for at den kan bære mere frugt – frugt, som er Gud til ære og os til gavn.

.

Tidens tegn

I Lukas kap. 2 står der om Simeon og Anna, der kom til Jerusalm, hvortil Josef og Maria bragte Jesus, for at fremstille ham for Herren. Simeon var “en retfærdig og gudfrygtig mand og ventede Israels trøst; og Helligånden var over ham.” Han har antagelig i sin ånd kendt, at det nu var tid for Israels trøst at åbenbares. På samme måde med Anna, Fanuels datter. De var varslet af Helligånden, men en sådan varslen har næppe været løsrevet fra et nært kendskab til Skriften. Det er ved Skriften Herren undertiden lader os kende tegn i tiden.

Jesus siger til farisæerne og sadddukæerne: “Himmelens udseende forstår I at tyde, tidernes tegn derimod ikke” (Matt. 16,3) og et andet sted revser han dem, idet han siger: “I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft” (Matt. 22,29).

Vi lever nu i en underlig tid, men er der tegn i denne tid, vi bør kunne tyde? Det er der jo nok. Lad mig komme med min vurdering – mit bud på hvad tegn i tiden peger på.

Op gennem 1900-tallet har der været en rivende videnskabelig og teknologisk udvikling, en udvikling så voldsom, at den ikke tidligere har været set i menneskehedens historie. Man har helt kortlagt menneskets genom, hvert enkelt menneske kan identifiseres vha. DNA. Praktisk taget alle mennesker går rundt med en telefon i lommen, med hvilken de kan tale med venner, kolleger eller familie over hele verden, foruden ved hjælp af telefonen have adgang til nærmest en uendelig mængde af information og underholdning. Næsten al økonomi er i dag elektronisk, dvs. at klingende mønt snart er afskaffet. Guld og sølv er erstattet af 0 og 1-taller i en elektronisk sky. De resultater vi som menneskehed har nået, kan let lede tanken hen på Herrens udsagn om den generation, der ville bygge Babelstårnet: “Se, de er ét folk og har ét tungemål (i dag engelsk); og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem…”

Og så kom pludselig corona-virus! Hvordan kommer vi igennem den? Hvert land agerer på sin egen måde, men hovedsagelig vha. selv-isolering og karantæne. Nogle lande i Asien har anvendt det, der kaldes “big data”, og det har også været på tale, at anvende det i Danmark. “Big data” er en sammenkobling af al den information, der kan samles om brug af mobil-telefoner, internet (mails) og elektronisk betaling (dankort). En sådan sammenkobling kan give en unik overvågning af hele befolkningen, helt til den enkelte person. Brugen af “big data” har vist sig som en succes i fx. Syd-Koreas kamp mod corona-virus.

Min antagelse er, at corona-epidemien vil være et puf til udviklingen i retning af et overvågningssamfund. Det er en logisk vej at gå, at udnytte al den viden, der ellers ligger uudnyttet, hvis “big data” ikke anvendes. Kan det tænkes, at der foruden, at de små virus-partikler er nok så konkrete, også er en åndelig magt bag denne epidemi?

Kristne har gennem alle tider ventet Kristi genkomst. Vi venter at Herren henter sin menighed til sin herlighed. Vi skal bortrykkes “i skyerne, for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.” (1. Tess. 4,17) Det er vort salige håb. Men Skriften siger os også, at antikristen – den lovløse – skal åbenbares. Han skal komme i satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere, og med uretfærdigheds forførelse. Han vil tilstræbe en total magt over mennesker, en magt grænsende til tilbedelse – eller ligefrem direkte tilbedelse. Og med “big data” vil det faktisk være muligt. Herren har kaldt os til at leve vort liv i lyset (1. Joh. 1), og vi har derfor ikke noget at skjule, men der er jo stor forskel på, at vandre i Guds lys og at vandre i antikristens “lys”, som er overvågning.

Lad os derfor leve vort liv i Guds lys. Da har vi intet at frygte – hverken corona-virus eller antikristen. “Ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme” (2. Tess. 2,8).

.

 

“…bliver som børn”

I den dansk folkekirke prædikes der gennem året efter to faste tekstrækker: tekstrække A og -B. D.v.s., at der hver søndag i alle landets kirker prædikes over samme bibeltekst. På søndag, som er 22. søndag efter trinitatis, skal der fx. prædikes over teksten fra Matt. 18,1-14.

At teksterne således er fastlagte kan betragtes som en begrænsning eller som en ufrihed, men man kan også se sådan på det, at det modvirker at præsterne bestandig prædiker over særlige tekster som de bestandig holder sig til.

I tekstafsnittet fra Matt. 18 står der bl.a.:

”I den samme stund kom disciplene hen til Jesus og sagde: »Hvem er mon den største i Himmeriget?« Da kaldte han på et lille barn, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget. Og den, der tager imod et sådant barn for mit navns skyld, tager imod mig.”

I de sidste dage har vi netop haft besøg af vores datter og svigersøn med deres tre små børn på hhv. 4, 3 og 1 år. Derfor er teksten om at blive som børn på en måde særlig aktuel for os.

Hvad er det ved dette at blive som børn vor Herre og Frelser vægtlægger? Efter at have været sammen med børnebørnene i nogle dage, tror jeg, at det værdifulde er, at børnene har så stor tillid til deres forældre og er så trygge når de er i deres nærhed.

Også vi har en far! I 1. Joh. 3 står der: ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det.” Vi er Guds børn, og vi kan have den samme tillid til Gud Herren som børnene har til deres far og mor – ja egentlig større tillid, for ”Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer ej dig.” (Es. 49,15).

Disciplenes tanker var helt afsporede når de tænkte på hvem af dem, der var den største i Himmeriget. Derfor er det at Jesus siger til dem, at de må vende om, d.v.s. vende sig fra deres verdslige tanker.

I en sang fra pinsemissionen, som jeg husker fra mit barndomshjem, lød et af versene:

Børnene samles om vor Fader i ring.
Han kun er stor, og vi er slet ingenting.
Stor, større, størst vi kender ej, vi er eet;
thi dette samfund har vor Fa’r selv beredt.